Procalcitonin, et 116 AA polypeptid prohormon for calcitonin, er blevet en yderst sensitiv biomarkør, der hjælper med at diagnosticere bakteriel sepsis. Procalcitonin syntetiseres primært af C-cellerne i thyroidea, og i mindre grad i det neuroendokrine væv i andre organer som f.eks. lunger og tarme, og niveauet i blodet er normalt meget lavt.
Produktionen kan imidlertid stimuleres i næsten alle organer af inflammatoriske cytokiner og især bakterielle endotoksiner, hvilket medfører, at store mængder procalcitonin frigives til blodet. Dette giver mulighed for at bruge procalcitoninniveauet som en biomarkør for alvorlig inflammation, infektion og sepsis. Jo højere PCT-niveauet er, jo større er sandsynligheden for systemisk infektion og sepsis. [1]
En ny konsensus-afhandling har omdefineret sepsis som organskade forbundet med infektion. Dette indikerer et behov for sensitive biomarkører for infektion og organsvigt, som støtter en tidlig påvisning og behandling af sepsis. [2]
En anden nyere afhandling af Sager et al. indeholder anbefalinger vedrørende behandling med antibiotika af patienter på akutafdelinger og intensivafdelinger, hvor der er mistanke om infektion eller sepsis, baseret på PCT-niveauer. Se figur 1 og 2 herunder [3].
Derudover anbefaler retningslinjerne i Surviving Sepsis Campaign (SSC) af 2016 brugen af PCT som et værktøj til at styre og optimere behandlingen med antibiotika. [4]
Foreslået PCT-algoritme for patienter på akutafdelinger med formodede infektioner i luftvejene

FIG 1: Bearbejdet efter Sager R et al. Procalcitonin-guided diagnosis PCT and antibiotic stewardship revisited. BMC Medicine 2017; 15:15. Abbreviations: CAP: Community Acquired Pneumonia; PSI: Pneumonia Severity Index; CURB: Confusion, Urea, Respiratory rate, Blood pressure - Score; COPD; Chronic Obstructive Pulmonary Disease; GOLD: Global Initiative for Chronic Obstructive Lung Disease – Grade
Foreslået PCT-algoritme for patienter på intensivafdelinger med formodet sepsis
FIG. 2: Bearbejdet efter Sager R et al. Procalcitonin-guided diagnosis and antibiotic stewardship revisited. BMC Medicine 2017; 15:15
En yderst sensitiv biomarkør
På grund af procalcitonins høje sensitivitet over for de mest udbredte typer af infektioner er den i vid udstrækning anerkendt som en yderst sensitiv biomarkør, der hjælper med diagnosticering – eller udelukkelse – af bakteriel sepsis, med en høj negativ prædiktiv værdi på over 95 %. [5]
Sammenlignet med C-reaktivt protein (CRP) – en anden biomarkør, der ofte anvendes som en hjælp til diagnosticering af systemisk inflammation og infektion – har procalcitonin fremragende biokinetik, kendetegnet ved koncentrationer, der stiger tidligere ved bakteriel infektion og sepsis og falder hurtigere, når infektionen er under kontrol.[6]
Denne gunstige kinetik giver potentielt mulighed for en tidligere diagnosticering af sepsis og bedre monitorering af udviklingen. [2, 6, 7]
Tidlig behandling med antibiotika
Ved mistanke om infektion skal en hurtig og hensigtsmæssig behandling med antibiotika tages i betragtning. Påbegyndelse af en sådan behandling bør vente indtil efter en analyse af en blodprøve med henblik på mikrobiologisk dyrkning af blodet for at identificere eventuelle blodbårne mikroorganismer.